Skip to content Skip to footer

Producentansvar for emballage ændres igen – nye regler fra 12. august 2026

Del denne artikel:

Mange virksomheder har først lige fået styr på reglerne om emballageafgift og producentansvar, som trådte i kraft i efteråret 2025. Men den 12. august 2026 ændres reglerne igen.

Den kommende lovændring betyder, at flere virksomheder kan blive omfattet af producentansvaret. Det gælder også virksomheder, som hidtil har vurderet, at reglerne ikke gjaldt dem. Særligt importører, grossister og virksomheder, der pakker varer ud som led i deres forretning, bør være opmærksomme.

I denne artikel gennemgår vi ændringerne, og giver samtidig et overblik over de gældende regler om emballageafgift og producentansvar.

Lovændring fra 12. august 2026: Nye regler gør producentansvaret mere komplekst

Selvom reglerne om producentansvar for emballage trådte i kraft den 1. oktober 2025, sker der endnu en væsentlig ændring den 12. august 2026. Ændringen udspringer af EU’s nye emballageforordning (PPWR) og ændrer grundlæggende på, hvordan producentansvaret placeres i værdikæden.

Den største ændring er, at definitionen af slutbruger ændres. Samtidig indføres en ny regel om såkaldt “udpakket emballage”, som betyder, at flere virksomheder kan få producentansvar – også virksomheder, der tidligere ikke har været omfattet.

Fokus flyttes fra emballagen til produktet

Indtil den 11. august 2026 vurderes producentansvaret ud fra, hvem der er den sidste til at modtage emballagen.

Fra den 12. august 2026 flyttes fokus i stedet til, hvem der er den sidste til at modtage produktet inde i emballagen. Det kan umiddelbart lyde som en mindre sproglig ændring, men i praksis får det stor betydning for mange virksomheders ansvar.

Importører kan få ansvar for mere emballage

Et godt eksempel er en virksomhed, der importerer varer fra udlandet til videresalg.

Varerne ankommer måske på en palle, pakket ind i plastfolie og placeret i papkasser. Virksomheden pakker varerne ud på lageret, smider transportemballagen ud og sender derefter varerne videre til sine kunder.

Efter de hidtidige regler blev virksomheden ofte betragtet som slutbruger af transportemballagen, fordi emballagen blev affald hos virksomheden.

Fra den 12. august 2026 bliver virksomheden ikke længere betragtet som slutbruger af produktet, da varerne videresælges. Derfor bliver virksomheden ansvarlig for den emballage, som den selv fjerner og bortskaffer undervejs i distributionskæden.

Det betyder, at emballager som eksempelvis:

  • plastfolie omkring paller,
  • strækfilm,
  • papkasser,
  • transportemballage,
  • stropper og beskyttelsesmaterialer,

kan blive omfattet af producentansvaret – også selvom emballagen aldrig når frem til den endelige kunde.

Hvornår gælder ændringen ikke?

Hvis virksomheden derimod importerer produkter til eget forbrug, er situationen en anden.

Det kan eksempelvis være en produktionsvirksomhed, der køber en ny maskine fra udlandet, eller en virksomhed, der importerer kontormøbler til egne lokaler.

Her er virksomheden fortsat slutbruger af selve produktet. Derfor vil producentansvaret som udgangspunkt stadig ligge hos den udenlandske leverandør, der skal være registreret gennem en dansk repræsentant.

Nye regler kræver gennemgang af virksomhedens værdikæde

Lovændringen betyder, at virksomheder ikke længere alene kan se på, hvem der smider emballagen ud. De skal også vurdere:

  • Hvem er den reelle slutbruger af produktet?
  • Bliver produkter pakket ud undervejs i virksomheden?
  • Er varerne til videresalg eller til eget brug?
  • Hvilke emballager bliver affald internt?
  • Er virksomheden importør, distributør eller brand owner?

Det gør reglerne betydeligt mere komplekse end tidligere, fordi producentansvaret i højere grad afhænger af virksomhedens rolle i forsyningskæden frem for blot, hvem der fysisk håndterer emballagen.

Husk også indberetningen for 2026

Da regelændringen træder i kraft midt i kalenderåret, skal virksomheder være særligt opmærksomme på årets indberetning.

Emballagemængderne for 2026 skal som udgangspunkt opdeles i to perioder:

  • 1. januar – 11. august 2026: De hidtidige regler gælder.
  • Fra 12. august 2026: De nye definitioner og ansvarsregler gælder.

Det kan derfor være nødvendigt at opgøre emballagemængderne efter to forskellige regelsæt i samme regnskabsår.

Derfor har ændringen stor betydning

Lovændringen handler ikke blot om en ny definition i lovteksten. Den ændrer den måde, producentansvaret vurderes på. Hvor virksomheder tidligere primært skulle tage stilling til, hvem der blev den sidste bruger af emballagen, skal de fremover også vurdere, hvem der er slutbruger af selve produktet.

Det betyder, at virksomheder kan få producentansvar for emballage, som de tidligere ikke har haft ansvar for. Derfor bør mange virksomheder gennemgå deres vareflow, leverandører og distributionskæde på ny.

Hvad er emballageafgift og producentansvar?

Den 1. oktober 2025 trådte reglerne om udvidet producentansvar for emballage i kraft i Danmark. Reglerne udspringer af EU-lovgivning og bygger på princippet om, at den virksomhed, som bringer emballage på markedet, også skal finansiere indsamling og genanvendelse, når emballagen bliver til affald.

Reglerne omtales ofte som den nye emballageafgift eller emballageafgift 2025, selvom der reelt er tale om producentansvar kombineret med en række gebyrer og betalingsforpligtelser.

Hvem er omfattet af emballageafgiften?

Reglerne omfatter virksomheder, der første gang gør emballage eller emballerede produkter tilgængelige på det danske marked. Det kan blandt andet være:

  • Producenter af varer i emballage
  • Importører af produkter i emballage
  • Webshops, der sælger varer under eget navn eller brand
  • Virksomheder, der får produceret emballage med eget logo eller varemærke
  • Distributører, der er den første aktør til at bringe emballagen på det danske marked

Mange virksomheder bliver overraskede over, at de er omfattet. Det gælder særligt virksomheder, som importerer varer fra udlandet eller får produceret emballager med eget navn eller logo.

Producentansvar og emballageafgift – hvad er forskellen?

Mange bruger begreberne synonymt, men der forskel og dem bør du kende til.

Producentansvar for emballage

Det udvidede producentansvar for emballage betyder, at virksomheder får ansvar for emballagens livscyklus efter brug. Det indebærer blandt andet registrering, indberetning af emballagemængder og betaling til ordninger, der finansierer indsamling og genanvendelse af emballageaffald.

Emballageafgift

Emballageafgiften er derimod en afgift, som opkræves på bestemte typer emballager og produkter efter reglerne i emballageafgiftsloven. Afgiften har eksisteret i forskellige former gennem mange år, men flere regler er blevet ændret og udvidet i takt med indførelsen af producentansvaret.

Kort fortalt:

Producentansvar Emballageafgift
Finansierer indsamling og genanvendelse af emballageaffald Afgift på bestemte emballager og produkter
Baseres typisk på vægt og materialetype Baseres på lovbestemte afgiftssatser
Omfatter virksomheder, der bringer emballage på markedet Omfatter specifikke afgiftspligtige emballager
Administreres gennem producentansvarsordningen Regulering efter emballageafgiftsloven

Hvilke produkter er omfattet?

Reglerne omfatter en lang række emballagetyper, men typiske eksempler er:

  • Pap- og papir emballage
  • Plast emballage
  • Glas emballage
  • Metal emballage
  • Træ emballage
  • Drikkevare emballager
  • Transport emballager
  • Multipak emballager
  • Engangsservice
  • Visse poser og PVC-folier

Derudover findes der særlige regler for emballager til blandt andet:

  • Vin og spiritus
  • Øl og sodavand
  • Mineralvand

For disse produkter har emballageafgiftsloven historisk indeholdt specifikke afgiftssatser afhængigt af emballagens materiale og volumen.

Hvad bør virksomheder gøre nu?

Selvom ændringerne først gælder fra den 12. august 2026, kan det være en god idé allerede nu at gennemgå virksomhedens emballagestrømme.

Særligt virksomheder, der importerer varer, pakker produkter ud eller videresælger produkter i emballage, bør undersøge, om lovændringen medfører nye registrerings- eller indberetningspligter.

Samtidig skal virksomheder være opmærksomme på, at indberetningen for 2026 kan skulle opdeles i to perioder, fordi reglerne ændres midt i kalenderåret.

Kontakt

Thomas Sloth Andersen

Skattejurist, cand.merc.jur.
Leder af skatteafdelingen

Når man stifter en virksomhed, er der visse regler man skal overholde i forhold til…

...

Foråret og sommeren betyder mange helligdage. Det betyder også, at mange medarbejdere kan stille spørgsmål…

...

Fra 1. januar 2026 trådte ændringerne vedr. skatteberegningen i kraft. Det betyder ændringer i marginalskat…

...