I 2026 ændres en lang række skattesatser og fradrag, som får betydning for både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Flere beløbsgrænser hæves, mellemskatten genindføres, og der kommer nye muligheder for fradrag. Her får du en gennemgang, som giver dig det hurtige overblik.
Beskæftigelsesfradraget stiger
Beskæftigelsesfradraget, som automatisk trækkes fra i skat, når du har lønindkomst eller overskud fra egen virksomhed, øges i 2026 til 63.300 kr. (svarende til 12,75 % af arbejdsindkomst). I 2025 var maksimum 55.600 kr. Dette betyder lavere skat for mange lønmodtagere og selvstændige.
Ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer
Seniorer med op til to år til folkepensionsalderen får et ekstra beskæftigelsesfradrag på op til 6.100 kr. i 2026. Det giver lidt mere tilbage i skat for dem, der vælger at arbejde op mod pension.
Læs også: “Kender du til den skattefri seniorpræmie?”.
Øget fradrag for enlige forsørgere
Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere stiger også. I 2026 kan man få op til 50.600 kr. i fradrag sammenlignet med 48.300 kr. i 2025, hvis man er enlig med forsørgerpligt.
Ændringer i skattesystemet og forhøjet progressionsgrænse
Skattesystemet får nu fire trin
Fra 1. januar 2026 ændre skattesystemet sig. Hvor vi før kun havde bundskat og topskat, får vi nu fire trin:
| Skatteniveau | Personlig indkomst før AM-bidrag | Skattesats inkl. AM-bidrag (ca.) |
|---|---|---|
| Bundskat (12,01%), kommuneskat og AM-bidrag | Op til 696.956 kr. | 42 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%) | 696.956 – 845.543 kr. | 49 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%) og topskat (7,5%) | 845.543 – 2.818.152 kr. | 56 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%), topskat (7,5%) og top-topskat (5%) | Over 2.818.152 kr. | 60,5 % |
Indkomsterne beskattes i disse trin, hvilket ændrer marginalskatten – især for højtlønnede.
Læs også: “Nye skattesatser og beløbsgrænser for 2026 er landet”.
Forhøjelse af progressionsgrænsen for beskatning af aktier
I 2026 hæves progressionsgrænsen for aktieindkomst markant. Det betyder, at du først skal betale den høje aktieindkomstskat på 42 % af aktiegevinster og udbytter, når din samlede aktieindkomst overstiger 79.400 kr. (i 2025 var grænsen 67.500 kr.). Før denne grænse betaler du 27 % skat. Det gælder både danske og udenlandske udbytter samt gevinster/tab ved salg af aktier. For ægtefæller er der dobbelt bundfradrag.
Overblik over marginalskatter
| Løn | Udbytte til under progressionsgrænse | |
|---|---|---|
| Løn på op til 696.956: 42 % inkl. am | Under progressionsgrænse: 43,06 % (22 % selskabsskat + 27 % udbytteskat) | |
| Løn mellem 696.956 – 854.000: 49 % inkl. am | Over progressionsgrænse: 54,76 % (22 % selskabsskat + 42 % udbytteskat) |
Håndværker- og servicefradrag stiger
Fradragene under den såkaldte boligjob-ordning bliver også justeret:
- Håndværkerfradrag øges fra 8.600 kr. til 9.000 kr.
- Servicefradrag bliver 18.300 kr. i 2026 mod 17.500 kr. i 2025
Det betyder, at du kan trække mere fra, når du får hjælp til huslige- eller “grønne” håndværksmæssige ydelser.
Læs også: “Service- og håndværkerfradraget er tilbage”.
Små stigninger i personalegoder
Skatteværdien af arbejdsrelaterede personalegoder – dvs. ting du får af din arbejdsgiver af hensyn til medarbejderens arbejde – justeres let i 2026:
- Grænsen for personalegoder stiger til 7.600 kr. (7.300 kr. i 2025)
- Mindre goder uden direkte arbejdsrelation forbliver på 1.400 kr.
- For fri telefon, computer og internet stiger den skattemæssige værdi til 3.500 kr. om året (op fra 3.300 kr. i 2025).
Læs også: “Personalegoder: Hvad er skattefrit, og hvad skal beskattes?”.
Kostgodtgørelse ifm. rejser øges
Når du er på arbejde og har nogle rejsedage, kan du modtage en skattefri kostgodtgørelse. I 2026 er satsen sat op til 625 kr. pr. døgn. Det er en stigning fra 597 kr. i 2025. Dette giver medarbejderen en ekstra skattefri dækning til rejseudgifter som kost og småfornødenheder ifm. rejsen. Det forudsætter dog at rejsen har varet minimum 24 timer. Efter 24 timer udbetales godtgørelsen efter pr. påbegyndt rejsetime.
Ændringer i kørselsfradraget
Kørselsfradraget, som du kan få, når du kører til og fra arbejde, justeres også i 2026. De nye satser ser således ud:
| Situation | Sats 2026 |
|---|---|
| 25–120 km (yderkommuner og småøer) | 2,53 kr./km |
| Over 120 km (yderkommuner og småøer) | 2,53 kr./km |
| 25–120 km (alm.) | 2,28 kr./km |
| Over 120 km (alm.) | 1,14 kr./km |
De nye satser træder i kraft for indkomståret 2026 og giver lidt højere fradrag for især kørsel i yderområder.
Der er også mindre stigninger i den skattefri kørselsgodtgørelse i 2026:
| Situation | Sats 2026 |
|---|---|
| Skattefri kørselsgodtgørelse (kørsel i egen bil eller motorcykel indtil 20.000 km/år) | 3,94 kr./km |
| Skattefri kørselsgodtgørelse (kørsel i egen bil eller motorcykel ud over 20.000 km/år) | 2,28 kr./km |
Læs også: “Kørebogen – din nøgle til korrekt kørselsgodtgørelse”.
Højere grænser på gaver til nærtbeslægtede
De afgiftsfrie grænser for pengegaver stiger i 2026:
- Du kan give dine børn og børnebørn op til 80.600 kr. om året uden gaveafgift (opjusteret fra 76.900 kr. i 2025).
- Til svigerbørn er den afgiftsfrie grænse 28.200 kr. (opjusteret fra 26.900 kr. i 2025).
Hvis du giver mere end disse beløb, skal modtageren betale en gaveafgift på 15 % af det overskydende beløb. Der er ret markante ændringer på vej her. Fra januar 2027 er det vedtaget, at søskende bliver omfattet af gaveafgiftkredsen, og dermed kan modtage skattefrie gaver.
Elafgiften falder markant
Fra 1. januar 2026 sænkes elafgiften i Danmark drastisk, så den rammer EU’s minimumssats på kun 0,8 øre pr. kWh ekskl. moms. Det er markant lavere end de ca. 72,7 øre pr. kWh, der ellers var planlagt uden nedsættelsen. Ændringen gælder foreløbig for både 2026 og 2027 som et midlertidigt tiltag. Flere politiske partier arbejder dog på at gøre den lave sats permanent.
Det betyder, at elregningen bliver væsentligt lavere for både husstande og virksomheder, især dem med højt elforbrug, som f.eks. elbilsejere, varmepumpebrugere og virksomheder uden fuld momsrefusion på elafgiften. For husholdninger kan besparelsen løbe op i flere tusinde kroner om året, afhængigt af forbrugsmængden.
Har du brug for hjælp?
Vi kan hjælpe dig med at gennemgå, hvordan du bedst udnytter de nye satser, optimerer din skat og sikrer, at du får de fradrag, du har ret til. Kontakt os, så tager vi en snak om din specifikke situation. Du kan også se den fulde liste over de nye skattesatser her.