Fra 1. januar 2026 trådte ændringerne vedr. skatteberegningen i kraft. Det betyder ændringer i marginalskat på personlig indkomst og aktieindkomst. For dig, der driver egen virksomhed og selv kan sammensætte din lønpakke, er det vigtigt at forstå, hvordan de nye satser spiller sammen.
Ændringer i skatteberegningen og forhøjet progressionsgrænse på aktieindkomst
Skatteberegningen har fået fire trin
Skatteberegninger har nu fået fire trin. Hvor vi før kun havde bundskat og topskat er mellemskat igen vendt tilbage og top-top skat er indført:
| Skatteniveau | Personlig indkomst før AM-bidrag | Marginalskat inkl. AM-bidrag (ca.) |
|---|---|---|
| Bundskat (12,01%), kommuneskat og AM-bidrag | Op til 696.956 kr. | 42 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%) | 696.956 – 845.543 kr. | 49 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%) og topskat (7,5%) | 845.543 – 2.818.152 kr. | 56 % |
| Bundskat (12,01%) mv. + mellemskat (7,5%), topskat (7,5%) og top-topskat (5%) | Over 2.818.152 kr. | 60,5 % |
Det betyder helt konkret:
- Tjener du under ca. 697.000 kr., er din marginalskat ca. 42 % på personlig indkomst
- Rammer du mellemskatten, stiger den til ca. 49 %
- Kommer du i topskat eller top-topskat, kan marginalskatten komme helt op på 60,5 %
For ansatte uden indflydelse på lønpakken er det disse trin, der gælder. Men for dig med eget selskab kan billedet se anderledes ud.
Læs også: “Nye skattesatser og beløbsgrænser for 2026 er landet”.
Forhøjelse af progressionsgrænsen for aktieindkomst
I 2026 hæves progressionsgrænsen for aktieindkomst markant. Det betyder, at du først skal betale den høje aktieindkomstskat på 42 % af aktiegevinster og udbytter, når din samlede aktieindkomst overstiger 79.400 kr. (i 2025 var grænsen 67.500 kr.). Før denne grænse betaler du 27 % skat. Det gælder både danske og udenlandske udbytter samt gevinster/tab ved salg af aktier. For ægtefæller er der dobbelt bundfradrag.
Overblik over løn vs. udbytte
Her er et forenklet overblik:
Løn
- Løn op til 696.956 kr.: ca. 42 % inkl. AM-bidrag
- Løn mellem 696.956 – 845.543 kr.: ca. 49 % inkl. AM-bidrag
- Højere løn: op til 56 % eller 60,5 %
Udbytte
- Under progressionsgrænsen: ca. 43,06 % samlet skat(22 % selskabsskat + 27 % udbytteskat)
- Over progressionsgrænsen: ca. 54,76 % samlet skat(22 % selskabsskat + 42 % udbytteskat)
Udbytte under progressionsgrænsen ligger derfor skattemæssigt meget tæt på løn under mellemskatten (ca. 1 % i forskel).
Er udbyttet dog over progressionsgrænsen, vil marginalskatten være højere end en løn til mellemskat (ca. 5,76 % i forskel).
Udbytte over progressionsgrænsen vil altid være mere fordelagtigt end løn til top eller top-topskat.
Kapitalindkomst
Kapitalindkomst er stadig den indkomstklasse der beskattes lavest. Får du udnyttet de lave skatteprocenter på kapitalindkomsten korrekt eller er der mulighed for optimering? Vi kan lave overblikket, så du får den bedste mulige skat på dine personlige indkomster.