Rabatter er et effektivt værktøj, hvis du vil have dine kunder til at betale hurtigere. Men når det kommer til moms og bogføring, er rabatter sjældent helt så enkle, som de ser ud ved første øjekast.
Særligt betingede rabatter giver ofte anledning til fejl. Og det kan hurtigt blive dyrt, hvis momsen bliver håndteret forkert.
I denne artikel får du et overblik over, hvordan betingede rabatter skal behandles momsmæssigt – og hvad du skal være opmærksom på i praksis.
Hvad er en betinget rabat?
En betinget rabat er en rabat, som kun gives, hvis kunden opfylder nogle bestemte vilkår.
Det kunne f.eks. være:
- “3 % rabat ved betaling inden 8 dage”
- “5 % rabat hvis der købes over 100 enheder”
- “Rabat ved betaling før forfald”
Fælles for dem er, at rabatten ikke er sikker på faktureringstidspunktet.
Derfor er momsbehandlingen lidt tricky
Når du udsteder en faktura, skal moms beregnes af det beløb, du forventer at modtage.
Men ved betingede rabatter ved du ikke endnu, om kunden betaler til tiden eller opfylder betingelserne for at få rabatten.
Derfor skal du altid beregne moms af det fulde beløb uden rabat ved fakturering. Rabatten kan først påvirke momsgrundlaget, når den reelt er opnået og det kræver to ting:
- Kunden skal opfylde betingelserne (f.eks. at de betaler inden fristen)
- Du udsteder en kreditnota, der fremsendes til kunden, som tydeligt viser rabatten og den tilhørende moms.
Kreditnotaen er afgørende
Hvis du vil regulere momsen på en betinget rabat, er kreditnotaen helt central. Det er ikke nok blot at konstatere, at kunden har opfyldt betingelserne for rabatten. Der skal være en korrekt dokumentation, før momsen må justeres.
Kreditnotaen skal tydeligt vise rabatbeløbet og den tilhørende moms, så det er klart, hvad reguleringen vedrører. Derudover skal den henvise til den oprindelige faktura, så der er en tydelig sammenhæng mellem det oprindelige salg og efterfølgende regulering. Endelig skal kreditnotaen sendes til kunden, så begge parter har samme dokumentation.
Hvad med køber?
Når du som kunde modtager en rabat via en kreditnota, skal du også forholde dig til momsen. Det betyder helt konkret, at du skal reducere dit momsfradrag tilsvarende den rabat, du har fået, og samtidig sikre, at din bogføring bliver opdateret korrekt.
Hvis ikke begge parter håndterer reguleringen ens, opstår der hurtigt ubalance mellem sælgers og købers momsindberetning.
Skattestyrelsen lægger derfor stor vægt på, at momsgrundlaget kun kan reduceres, når rabatten er endeligt fastlagt og dokumenteret.
Derfor er det vigtigt, at kreditnotaen bliver behandlet korrekt hos både sælger og køber.
Betingede vs. ubetingede rabatter
For at undgå forvirring er det godt at kende forskellen på betingede og ubetingede rabatter. De to typer behandles nemlig forskelligt momsmæssigt.
Ubetinget rabat
En ubetinget rabat gives med det samme og er ikke afhængig af, at kunden opfylder bestemte vilkår. Rabatten fremgår direkte af fakturaen, og derfor reducerer den også momsgrundlaget med det samme. Det betyder, at du beregner moms af det beløb, kunden faktisk skal betale efter rabatten.
Betinget rabat
En betinget rabat afhænger derimod af en handling, f.eks. at kunden betaler inden en bestemt frist. Da det ikke er sikkert på faktureringstidspunktet, om rabatten bliver udnyttet, må den ikke påvirke momsgrundlaget med det samme. Først når betingelsen er opfyldt, kan rabatten indregnes, og det kræver, at der udstedes en kreditnota.
Et hurtigt eksempel
Du sender en faktura på 10.000 kr. + moms med teksten:
“3 % rabat ved betaling inden 8 dage”
Du beregner moms af 10.000 kr.
Kunden betaler inden fristen → hvor rabatten opnås.
Du skal nu:
- udstede kreditnota på 300 kr. + moms
- regulere momsen i din momsangivelse
Kunden skal tilsvarende reducere sit momsfradrag.
Vi kan hjælpe dig
Betingede rabatter er et godt værktøj til at få kunder til at betale hurtigere, men momsmæssigt kræver det, at tingene bliver gjort rigtigt første gang.
Hos Tal & Tanker hjælper vi dagligt virksomheder med at få styr på moms, bogføring og regnskabet. Vi kan også hjælpe dig med at sikre korrekt håndtering af betingede rabatter. Kontakt os i dag, så hjælper vi dig godt på vej.