Skip to content Skip to footer

Årsopgørelsen 2025 – husk at tjekke disse ting

Del denne artikel:

To revisorer i sort-hvid, mand og kvinde, til et møde

Den 23. marts 2026 frigives årsopgørelsen for 2025, og for mange er det her, man finder ud af, om man skal have penge tilbage i skat eller betale restskat. Selvom mange oplysninger allerede er indberettet automatisk, er årsopgørelsen ikke altid komplet. Derfor er det vigtigt, at du gennemgår den grundigt og sikrer, at alle fradrag og indtægter er med. Her gennemgår vi de områder, hvor der ofte mangler oplysninger, og som du selv skal være opmærksom på.

1. Kørselsfradrag (befordringsfradrag)

Et af de fradrag mange selv skal rette, er kørselsfradrag, også kaldet befordringsfradrag. Har du haft transport mellem hjem og arbejde, skal du selv sikre, at antal dage og afstand er korrekt. Fradraget gælder kun for kørsel over 24 kilometer om dagen, og det er vigtigt, at du ikke får fradrag for dage med hjemmearbejde, ferie eller sygdom.

Satser for kørselsfradrag

Situation Sats 2025
25–120 km (yderkommuner og småøer) 2,47 kr./km
Over 120 km (yderkommuner og småøer) 2,47 kr./km
25–120 km (alm.) 2,23 kr./km
Over 120 km (alm.) 1,12 kr./km

Har du haft udgifter til bro eller færge, kan der også være særlige regler, som skal indtastes manuelt.

Læs også: “Nye skattesatser i 2026 – her er ændringerne du skal kende”.

2. Service- og håndværkerfradrag

Servicefradraget er et andet område, hvor der ofte mangler oplysninger. Har du betalt for rengøring, vinduespudsning, havearbejde eller børnepasning i hjemmet, kan du have ret til fradrag. For at få fradraget skal arbejdet være udført i din bolig, og betalingen skal være sket digitalt, f.eks. via bankoverførsel eller MobilePay. Mange glemmer at indtaste servicefradrag, selvom de har ret til det.

Servicefradraget er 17.500 kr. pr. person i 2025.

Håndværkerfradraget er også værd at være opmærksom på, når du gennemgår din årsopgørelse. Fradraget giver mulighed for at trække visse udgifter til håndværksarbejde og grønne forbedringer fra i skat, f.eks. arbejde der forbedrer boligens energiforbrug eller klimaaftryk. Det kan være udskiftning af vinduer, isolering, installation af varmepumpe eller andre energiforbedringer. Fradraget gælder kun for arbejdsløn, og betalingen skal være sket digitalt for at være gyldig.

Håndværkerfradraget er 8.600 kr. pr. person i 2025.

Læs også: “Håndværker- og servicefradraget er tilbage”.

3. Gevinst og tab på aktier og værdipapirer samt kryptovaluta

Har du handlet med aktier eller andre værdipapirer, bør du også kontrollere, om alle handler er registreret korrekt. Det gælder især, hvis du har brugt en udenlandsk handelsplatform, har solgt unoterede aktier eller har haft tab, som kan trækkes fra. Oplysningerne er ikke altid indberettet automatisk, og fejl kan betyde, at du enten betaler for meget i skat eller risikerer at få en efterregning senere.

Det samme gælder for kryptovaluta, som mange danskere har handlet med de senere år. Gevinst og tab på kryptovaluta bliver ikke altid indberettet automatisk, og du skal derfor selv oplyse køb, salg og bytte mellem forskellige valutaer. Også mindre handler skal med på årsopgørelsen, og det er vigtigt, at du har dokumentation for dine transaktioner.

5. Indtægter fra deleøkonomi

Indtægter fra deleøkonomi er også et område, hvor der ofte sker fejl. Har du udlejet et værelse, din bolig eller din bil, eller har du haft indtægter via online-platforme, skal du kontrollere, om beløbene er korrekt indberettet. I nogle tilfælde indberetter platformene automatisk, men det er ikke altid, at oplysningerne er fuldstændige.

6. Børnebidrag og ægtefællebidrag

Har du betalt børnebidrag eller ægtefællebidrag, kan du have fradrag, mens du omvendt skal beskattes, hvis du har modtaget bidrag. Her opstår der ofte fejl, især hvis beløbene er ændret i løbet af året. Derfor er det en god idé at kontrollere, at tallene på årsopgørelsen stemmer med det, du faktisk har betalt eller modtaget.

Læs også: “Derfor skal du overveje frivillig indbetaling af personlig skat for 2025”.

7. Kost og logi ifm. rejser

Har du rejsedage ifm. arbejdet, kan du modtage skattefri kostgodtgørelse. I 2025 er satsen 597 kr. pr. døgn. Dette giver medarbejderen en ekstra skattefri dækning til rejseudgifter som kost og småfornødenheder ifm. rejsen. For logi er satsen i 2025 256 kr.

Godtgørelsen forudsætter dog at rejsen har varet minimum 24 timer. Efter 24 timer udbetales godtgørelsen efter pr. påbegyndt rejsetime.

8. Arbejdstøj, faglitteratur og kurser

Udgifter til arbejdstøj, faglitteratur, kurser og efteruddannelse kan i nogle tilfælde også give fradrag. Det kræver, at udgiften er nødvendig for dit arbejde, og at den ikke er betalt af din arbejdsgiver. Mange overser disse fradrag, selvom de kan have betydning for, hvor meget skat man skal betale.

Fradraget gælder for udgifter over 7.300 kr. i 2025. Du kan altså ikke trække det fra, hvis udgifterne er under bundgrænsen.

9. Udlandsforhold og skat i udlandet

Har du haft indkomst fra udlandet eller betalt skat i et andet land, er det ekstra vigtigt at gennemgå årsopgørelsen grundigt. Du skal sikre, at indkomsten er registreret korrekt, og at du får den lempelse, du har ret til, så du ikke betaler skat to gange. Fejl på dette område kan hurtigt blive dyre, hvis de ikke bliver rettet i tide.

10. Indtægter fra sociale medier og andre online platforme

Endelig skal du være opmærksom, hvis du har tjent penge via sociale medier eller andre online platforme. Indtægter fra f.eks. YouTube, TikTok, Instagram, freelanceopgaver eller online salg skal også med på årsopgørelsen, selvom beløbene ikke er store. Skattestyrelsen får i stigende grad oplysninger fra platformene, så det er vigtigt, at tallene stemmer.

Læs også: “Derfor skal du overveje frivillig indbetaling af selskabsskat for 2025”.

Mange godtager årsopgørelsen når den frigives, men i praksis er der mange steder, hvor der kan mangle oplysninger. Derfor kan det godt betale sig at bruge lidt tid på at gennemgå den grundigt, så du er sikker på, at du hverken betaler for meget eller for lidt i skat.

Vi kan hjælpe dig med at gennemgå din årsopgørelse og sikre, at alle fradrag og indtægter er korrekt medtaget.

Vær opmærksom på at fristen for at rettelser i årsopgørelsen for 2025 er:

  • Borgere: Den 20. maj 2026
  • Virksomheder: Den 1. juli 2026

Betaler du din restskat inden den 1. juli 2026, undgår du ekstra procenttillæg som lægges oveni din restskat. Jo senere du betaler, jo højere bliver renten også.

Kontakt

Simon Kristensen, revisor hos talogtanker.dk, smiler mod kameraet.

Simon Kristensen

Revisor

Den 20. november 2025 er sidste frist for betaling af årets 2. rate af acontoskat…

...

Are you considering establishing or expanding a business in Denmark? Doing Business in Denmark 2026…

...

Den 1. juli 2024 trådte de nye regler om arbejdstidsregistrering i kraft. Siden da har…

...